BLIV PILOT

For at komme på et skolehold i Fyns Svæveflyveklub kræves det, at man er A-medlem og har betalt 1. rate af indskuddet, eller at man er D-medlem. Endvidere skal man være fyldt 14 år.

 

Grundskolingen:

Skolingen finder sted lørdag formiddag fra klokken 8:15 til 14:00, samt hver onsdag fra 16.00 hvor der er to instruktører på vagt. Eleverne deltager i klargøring af skolefly og det kørende materiel. Der kan eventuelt skoles på andre tidspunkter efter individuel aftale. Eleverne skiftes til at flyve (normalt ca. 3 starter/elev), hente wire, hente fly og passe startbord.

 

Skoleflyvningen er delt i et antal A- og B-normer. Under A-normerne flyves der i to-sædede fly med en instruktør. Efter ca. 60-140 starter flyver eleven på en instruktørs opfordring solo, dvs. uden instruktør. Derefter påbegyndes B-normerne, der alle foregår i såvel en-sædede som to-sædede fly. B-skolingen afsluttes med en prøve til lokalflyvnings-tilladelse, og efter et vist antal timer kan eleven blive indstillet til S-prøve og få sit certifikat.

Inden man flyver solo, skal man have bestået en teoriprøve samt fået en helbredsmæssig-godkendelse. Denne godkendelse (medical) skal foretages af en læge, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen.

Prøvemedlemskab/D-medlemskab: 

Som et tilbud til vordende piloter tilbyder Fyns Svæveflyveklub et prøvemedlemskab - også kaldet D-medlemskab. Her betaler man 900 kr. (inkl. logbog).

Som prøvemedlem får man 10 starter med en instruktør. Man deltager på lige fod med øvrige elever på et skolehold og får derved et dybere indblik i svæveflyvningens fantastiske verden. 

Dette er gyldigt i 2 måneder og kun kan tegnes én gang. 

Prøvemedlemskabet er en fin mulighed for at prøve at være en del af klubben og svæveflyvelivet. Herved opnås en indsigt, hvor man kan se hvad det hele drejer sig om, inden man eventuelt melder sig ind som A-medlem. 

Der er forskellige typer af medlemskab i Fyns Svæveflyveklub, alt efter hvor meget man ønsker at flyve. Der er to typer aktive medlemskaber, A- og B-medlemskab, og ét passivt, C-medlemskab. Fælles for de to aktive er, at man skal have betalt indskud til klubben.

 

A-medlemskab:

For at være elev i FSK skal man være A-medlem. A-medlemsskabet koster 725 kr. om måneden, og det giver ret til ubegrænset flyvning. Dvs. ligeså snart kontingent og indskud er betalt, kommer der ingen ekstra udgifter; man må have et ubegrænset antal starter og et ubegrænset antal flyvetimer. Det er kun den tid, man vil bruge i flyveklubben, der sætter begrænsningen på ens flyvning.

 

B-medlemskab:

B-medlemskabet er beregnet til de piloter, der har fløjet i mange år, og på nuværende tidspunkt ikke har så meget tid til at flyve i klubben. Det koster 380 kr. om måneden og giver ret til 10 ture om året som fartøjschef med start fra Vøjstrup. Man kan således opretholde sin flyvestatus samtidig med man slipper for noget af det arbejde, der følger med et A-medlemskab, som f.eks. markhold.

 

C-medlemskab:

C-medlemskab er et passivt medlemskab, som koster 190 kr. pr. halvår. Det er ment til medlemmer, der er bortrejst i længere tid, eller af andre grunde ved, de ikke har mulighed for at komme i klubben det næste års tid.

 

Indskud: 

For at blive aktivt medlem i FSK skal man betale et indskud på 2000 kr. Indskuddet er et engangsbeløb, der kan betales på én gang eller over to rater. Lige så snart det er betalt, kan man kalde sig medlem af FSK. Indskuddet tilfalder Fyns Svæveflyveklub, hvis man melder sig ud.

Hvorfor svæveflyve, hvad kan vi tilbyde og hvad er FSK - læs svarene her på hjemmesiden. 

Herunder vil du finde mere tekniske informationer om medlemsskab af Fyns Svæveflyveklub.  

 

 

find us on facebook

 

Instagram

 

 

 

Klubliv logo

 

 

fynske if logo